Mindsker smittespredning
Corona-epidemien har endda givet industrien en ekstra grund til at gå bort fra de traditionelle mikroskoper.
”Når du deler stereomikroskoper, så risikerer du også at dele smitte. Dertil kommer, at øjestykker på mikroskoper kan beskadiges af rengøringsmidler. Vores distributør i Italien har solgt rigtigt meget i år ved påpege hygiejnefordelene ved digitale mikroskoper for sine kunder”, forklarer Betina Svendsen Ebdrup.
Hos BioMar, der producerer fiskefoder til opdræt, bruger man TAGARNOS digitale mikroskoper til at effektivisere kvalitetskontrollen af foderet, så det bliver produceret i de korrekte mål til hver fiskeart. Før foregik den proces ved brug af skydelære.
”Vores kvalitetskontrol er mere objektiv og effektiv, nu hvor vi bruger app’en”, fortæller Jacob Mikkelsen, NIR Specialist & Data Scientist hos BioMar i Danmark.
Snackproducenten i Orkla-koncernen, KiMs, kan se om deres peanuts er perfekt ristede, fordi et digitalt mikroskop kan farvebestemme. Så kan kvaliteten måles og dokumenteres, altimens reklamationer bliver en by i Rusland.
I disse tider, hvor mange arbejder hjemmefra, har det digitale mikroskop også fordele:
”Der er måske opstået et problem i laboratoriet eller i en produktion, som nogle medarbejdere diskuterer på et virtuelt møde for at finde en løsning. Her kan medarbejderen i laboratoriet forbinde mikroskopet med sin computer og live vise sine kolleger, hvad han eller hun selv ser i mikroskopet og vende og dreje prøven,” fortæller Betina Svendsen Ebdrup.